Det tilbyder vi
Et overforbrug af alkohol har personlige, familiemæssige, arbejdsmæssige, sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser.
I Rusmiddelcenter Fredensborg får du mulighed og frirum til at tale om, hvordan et forbrug af alkohol påvirker dig. Hvis det er aktuelt, vil vi også tilbyde dine pårørende at få samme mulighed.
Vores ambulante alkoholbehandling består af individuelle samtaler. Samtalerne tager udgangspunkt i det, der fylder hos dig, og kan både omhandle dine alkoholvaner og andre aspekter i dit liv. Sammen med rusmiddelbehandleren undersøger du dit rusmiddelmønster og får øje på dine højrisikosituationer. Du får værktøjer til at tackle udfordringerne og til at navigere i en hverdag uden alkohol.
Samtalerne mellem dig og rusmiddelbehandleren afholdes typisk en gang om ugen og varer omkring 45-60 min. Vi tilpasser samtalerne efter din hverdag, for at tage højde for dit arbejds- og familieliv.
Hvis du har brug for at indtage medicinsk behandling fx antabus eller campral, tilbyder vi dig en sundhedssamtale med vores sygeplejerske og støtte til at kontakte egen læge.
Vi tilbyder også, at du kan komme i Rusmiddelcenter Fredensborg og få superviseret indtag af fx antabus eller campral. Det aftales individuelt, hvordan vi hjælper dig med det.
Et overforbrug af rusmidler, som fx hash, kokain, amfetamin og andre euforiserende stoffer, medfører ofte personlige, arbejdsmæssige, sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser. Det kan være konsekvenser, som du har brug for hjælp til at klare.
I Rusmiddelcenter Fredensborg kan vi give dig den hjælp.
Vores ambulante stofbehandling består af individuelle samtaler. Samtalerne tager udgangspunkt i det, der fylder hos dig, og kan både omhandle dit forbrug af stoffer og andre aspekter i dit liv. Sammen vil vi undersøge dit rusmiddelmønster og få øje på dine højrisikosituationer. Du vil få værktøjer til at tackle disse udfordringer samt måder at navigere i en hverdag uden euforiserende stoffer.
Samtalerne vil typisk afholdes en gang om ugen og varer omkring 45-60 min. Vi tilpasser samtalerne efter din hverdag, således at der tages højde for dit arbejds- og familieliv.
Hvis du har brug for mere hjælp end det vi kan tilbyde, vil vi støtte dig i at finde den rette hjælp.
Kender du et familiemedlem, der drikker lidt for meget alkohol eller tager euforiserende stoffer? Så er du måske pårørende og har brug for hjælp.
Når dem du holder af udvikler et bekymrende forbrug af alkohol og stoffer, er du som pårørende ramt af bekymring, afmagt, frustration og sorg. Mange pårørende går alene rundt med deres tanker og bekymringer og mangler råd og vejledning til at tackle udfordringerne i familien og hverdagen.
I Rusmiddelcenter Fredensborg tilbyder vi samtaler til pårørende, som tager udgangspunkt i det, der er relevant for den enkelte at få talt om eller få et godt råd til.
Som udgangspunkt tilbyder vi fem samtaler, til dig der er pårørende. Vi tilpasser samtalerne efter din hverdag, og tager højde for dit arbejds- og familieliv.
Find vores kontaktoplysninger på forsiden.
Du er altid velkommen til at få tilbud om 6 rådgivende og vejledende samtaler med en rusmiddelbehandler.
I rådgivende og vejledende samtaler er der fokus på, at måske du overvejer at starte et behandlingsforløb eller måske er i tvivl om, hvorvidt du har problemer med rusmidler.
Rådgivende og vejledende samtaler foregår ofte anonymt og kræver ikke en afdækning inden samtalerne går i gang.